Samhørighed og forhold - Og min forelskelse nu!

Synes lige jeg ville tilføje et nyt aspekt til vores kære blog - på den mere seriøse side. Jeg er lige faldet i staver over en film med Michelle Pfeiffer og Bruce Willis (Kan ikke huske hvad den hedder). Den handler om hvordan forholdet starter med den store forelskelse og (næsten) ender med en skildsmisse, fordi begge parter har glemt at det som de nu hader ved hinanden, var det de engang elskede ved hinanden. Men det der egentlig gjorde et indtryk på mig var at manden, i filmen, råber til kvinden i et skænderi "Jeg er ikke et barn. Jeg savner vores samhørighed". Alt i mens kvinden hverken føler sig værdsat eller forstået. Og det var især det med samhørighed (For alle kvinder ved jo, at mænd er drengerøve og i den forstand børn :-) som fik mig til at tænke tilbage på tidligere forhold - og hvad der måske gik galt.

Jeg kan stadig huske (selvom det er MEGET lang tid siden) hvordan det føltes, at være forelsket. Det at kunne ligge og kigge hinanden dybt i øjenene - og dyrke en hel masse sex- gav den utimative følelse af samhørighed. En tosomhed. Og det skal da ikke være nogen hemmelighed, at det er lige præcis den samhørighed, som jeg savner og søger. Måske?

For lige siden min kære medblogger, Tigermis nr. 1, fremførte sine tanker om det kyniske syn vi har fået på kærlighed og " The one og only" har det fået mig til at tænke. For jeg tror hun måske (helt sikkert) har ret i sin observation. Vi er blevet mere kyniske - og det er blevet vanskeligere i kraft af vores egne og andres erfaringer at tro på kærligheden og "the one and only". Men hvem prøver vi at narre? Forhold er hårdt arbejde - også selvom det er den rigtige. Forelskelse er jo trods alt kun en midlertidig sindsstemning som naturligvis må gå over, ellers mister vi grebet om virkeligheden. Og hvis jeg skal være fuldstændig ærlig så må jeg indrømme, at den forkælet møgunge i mig ikke er klar til det "hårde" arbejde, endnu. I min fantasi - eller illusion - så finder jeg jo bare Mr. Mcdreamy og vi lever happily ever after i en stor rus af forelskelse.

Men realistisk set, så er det jo (desværre) en illusion. Der ER mange fisk i vandet både for os, som for vores mænd (Altså de andres for jeg har altså stadig ikke fundet Mr. Mcdreamy:-). Så er spørgsmålet ikke nærmere, hvordan bevarer vi samhørigheden med vores Mr.Mcdreamy, hvor det hårde arbejde stadig er spændende for begge parter? (Og gad vide om det blandt andet er derfor, at mennesker pludselig vælger at få børn, fordi de ønsker at bevare denne sammenhørighed?)

Og sidst, men ikke mindst mon ikke jeg allerede er forelsket? Jeg føler mig i hvert fald forelsket i min loyale udkårne, friheden! Det er nemlig ham, som altid giver mig den ultimative ekstatiske følelse, når jeg fx. spontant vælger at gå ud og komme hjem, når det passer mig, uanset hvilken dag på ugen det er. Eller når jeg på en søndag ligger i min seng, og ser alle de tøset serier og film, som overhovedet findes. Men forelskelser varer jo, som bekendt, ikke ved. Så jeg vil nyde denne forelskelse, så længe det er muligt! :-)
Over and out fra den filosofiske Tigermis nr. 2 kl. halv et om natten (Jeg bliver så meget snart til at få bedre sovevaner)